I denne artikel skal vi udforske emnet Wienergruppen i dybden, analysere dets forskellige aspekter og dets mulige implikationer. Wienergruppen er et emne, der har været debatteret længe, og er relevant i forskellige sammenhænge, lige fra den personlige til den professionelle sfære. Igennem denne artikel vil vi undersøge de forskellige perspektiver, der eksisterer på Wienergruppen, såvel som dets udvikling over tid. Ligeledes vil vi forsøge at belyse de mulige fremtidige implikationer af Wienergruppen og dets indvirkning på vores samfund. Vi håber, at denne artikel kan give et bredt og omfattende overblik over Wienergruppen, der hjælper læsere med bedre at forstå dette emne og dets implikationer.
Wienergruppen var en løs østrigsk skribentsammenslutning, der udgik fra den såkaldte Art-Club, og som formerede sig i Wien omkring 1954 under indflydelse af Hans Carl Artmann. Foruden Artmann selv talte også Friedrich Achleitner, Konrad Bayer, Gerhard Rühm og Oswald Wiener som medlemmer, men også Ernst Jandl og Friederike Mayröcker havde nær kontakt til gruppen.
Wienergruppens arbejder havde litterære rødder i barokdigtningen, ligesom også i ekspressionismen, dadaismen og surrealismen. Vigtige impulser kom også fra repræsentanter for sprogskepsis, -kritik og -filosofi (som Hugo von Hofmannsthal, Karl Kraus og Ludwig Wittgenstein).
Sprogbevidstheden i wienergruppen viste sig også i deres opfattelse af sproget som optisk og akustisk materiale. På basis af denne idé beskæftigede medlemmerne af gruppen sig blandt andet intensivt med udviklingen af auditiv poesi og visuel poesi. Frem for alt for Artmann var den auditive rigdom af dialekterne et vigtigt udgangspunkt, men også den mere eller mindre anvendte Kleinschreibung (undgåelsen af store bogstaver) kan i denne kontekst betraktes.
Efter Artmann allerede i 1958 vendte gruppen ryggen, markerede Konrad Bayers død den 10. oktober 1964 wienergruppens endeligt.